Gibbon (Nomascus og Symphalangus)
Onsdagsanlægget #17 - 10. februar 2016
Temaet om gibboner fortsætter endnu et Onsdagsanlæg. I dag kiggere vi på slægterne Nomascus og Symphalangus (Hoolock-slægten findes ikke i zoos). For mere information om gibboner generelt kan man læse sidste uges Onsdagsanlæg.
Nomascus-slægten bestod oprindeligt kun af en enkelt art af gibbon, den sorte gibbon. Den er nu opdelt i 7 forskellige arter hvoraf tre af disse findes i zoologiske institutioner. EEP'en for alle Nomascus-arterne styres af Zoo de Mulhouse i Frankrig. Symphalangus består kun af en enkelt art, siamangen, hvis EEP styres af Twycross Zoo.
Traditionelt set har gibboner og siamanger ofte været fremvist på øer med omfattende klatreredskaber, for på den bedste måde at fremvise deres svinge- og klatreadfærd. Grundet gibbonens beskedne størrelse i modsætning til de større menneskeaber, samt at de bruger det meste af deres tid i træerne, kan det nemmere lade sig gøre at bruge øer. Gibboner kan desuden have levende træer i deres anlæg, da de ikke er så hårde ved dem som andre arter af primater. Mange zoos er i stigende grad gået over til at fremvise gibboner i overdækkede strukturer. Dette har fordelen at dyrene kan udnytte netstrukturen som en del af anlægget, noget gibboner ofte gør. Der er ofte indkig til gibbonernes indendørs anlæg, da det er en populær art blandt gæster, som haverne også gerne vil fremvise om vinteren.
Nomascus-slægten bestod oprindeligt kun af en enkelt art af gibbon, den sorte gibbon. Den er nu opdelt i 7 forskellige arter hvoraf tre af disse findes i zoologiske institutioner. EEP'en for alle Nomascus-arterne styres af Zoo de Mulhouse i Frankrig. Symphalangus består kun af en enkelt art, siamangen, hvis EEP styres af Twycross Zoo.
- Den nordlige hvidkindede gibbon (Nomascus leucogenys) findes i naturen kun i det nordlige Vietnam og Laos. Hannerne er sorte med hvide markeringer mens hunnerne er gyldenbrune med sorte markeringer. Den står som "Critically Endangered" på IUCN Red List og kan ses i 39 zoos i Europa.
- Den sydlige hvidkindede gibbon (Nomascus siki) er meget tæt beslægtet med den nordlige, og ligner den også til forveksling. Ligeledes lever den i Vietnam og Laos, men længere sydpå. Dens status ved IUCN Red List er "Endangered" men kun to have i Europa huser denne art.
- Den rødkindede gibbon (Nomascus gabriellae), også kaldet gyldenkindede gibbon, findes i naturen i Vietnam, Laos og Cambodja. Denne arts status hos IUCN Red List er også "Endangered" og den findes i 30 haver i Europa.
- Siamangen (Symphalangus syndactylus) er den største art af gibbon som findes, dobbelt så stor som de fleste andre arter. Siamangen findes i naturen på Sumatra og i Malaysia og Thailand. Dens pels er helt sort og kendes typisk på den store "luftsæk" som hænger under hagen. Denne udvidelse bruges til at forstærke dens klassiske sang, som både er højere og kan høres på længere afstand end nogle andre gibboner. Siamangen står som "Endangered" på IUCN Red List og findes i 57 haver i Europa.
Traditionelt set har gibboner og siamanger ofte været fremvist på øer med omfattende klatreredskaber, for på den bedste måde at fremvise deres svinge- og klatreadfærd. Grundet gibbonens beskedne størrelse i modsætning til de større menneskeaber, samt at de bruger det meste af deres tid i træerne, kan det nemmere lade sig gøre at bruge øer. Gibboner kan desuden have levende træer i deres anlæg, da de ikke er så hårde ved dem som andre arter af primater. Mange zoos er i stigende grad gået over til at fremvise gibboner i overdækkede strukturer. Dette har fordelen at dyrene kan udnytte netstrukturen som en del af anlægget, noget gibboner ofte gør. Der er ofte indkig til gibbonernes indendørs anlæg, da det er en populær art blandt gæster, som haverne også gerne vil fremvise om vinteren.
