SOCIALADFÆRD
Social adfærd skal her forstås, som de interaktioner dyr har med hinanden, både i forhold til sociale dyr – flokstruktur, kontakt mm., men også interaktioner som aggression, den pacificerende adfærd og territorialadfærd.
AggressionHos mange insekter, fisk, krybdyr, fugle og pattedyr spiller aggressiv adfærd periodevis eller permanent en væsentlig rolle i den sociale adfærd. Det kan måske lyde paradoksalt, at aggressiv adfærd kædes sammen med social adfærd, men det skyldes, at al adfærd, der fremkaldes af eller rettes mod artsfæller, kaldes social. Social adfærd kan altså også være adfærd, der bevirker, at dyr holdes på afstand af hinanden.
Aggressiv adfærd defineres nok bedst som enhver handling, der tjener til at fortrænge et individ med risiko for, at dette individ beskadiges eller såres. Den er karakteristisk ved, at to eller flere individer truer eller angriber hinanden. Trueadfærd varierer naturligt nok fra art til art og fra gruppe til gruppe, men generelt kan man sige, at den bl.a. omfatter reaktioner (autonome), der tilsyneladende gør dyret større, kombineret med bevægelser, der fremhæver bestemte farvetegninger og dermed gør det mere iøjnefaldende. Nogle fisk truer med fx. udspilede gællelåg og rejste finner, nogle krybdyr fx. med udspilede hudfolder og kamme, mange fugle med rejste fjer og nogle pattedyr med fx. strittende pels. Mange dyr benytter sig også af lyde i form af skrig, sang, knurren og brøl. Artsfæller kommer ofte i situationer, hvor de må konkurrere indbyrdes om ressourcer, der er begrænsede i forhold til det antal individer, der kan udnytte dem. Det kan f.eks. være parringsvillige mager, egnede yngleområder eller opholdssteder og ikke mindst tilgængelige fødemængder. I sådanne tilfælde reagerer dyrene aggressivt på hinanden, idet de prøver at tilkæmpe sig retten til den omstridte genstand ved at forjage konkurrenten med trusler eller direkte angreb. |
PacificeringDer er hos mange dyr udviklet adfærdsformer, som virker reducerende på artsfællers aggressivitet. En sådan adfærd, der nedsætter artsfællers aggressive tendens, kaldes pacificeringsadfærd.
Den almindeligste form for pacificering er nok den type adfærd, der gør dyret så lidt truende som muligt ved at "skjule" dets angrebsvåben eller de strukturer og farver, der kan virke udløsende på artsfællers aggressive adfærd. En anden type pacificering består i, at dyret udfører en handling, der fremkalder en ny motivation i angriberen, så dens angrebstendens dæmpes, ved at der udløses en mere fredelig aktivitet hos den. Det er meget almindeligt, at der i sådanne situationer udvises ungeadfærd eller seksuel adfærd. Et eksempel kan ses hos kappebavianer, hvor et individ der trues, kan forsøge at pacificerer den truende part ved at vene bagdelen til, dreje hovedet, slå halen til side og udsende skrig, som et tegn på underkastelse. Dette kan så føre til en skinparring eller at det truende individ bliver pelspillet af det underkastende individ. Dette forhindre ofte dissiderede kampe. |
Denne del af "Adfærd" er venligst doneret fra et AMU-kursus udarbejdet af Gitte Bahn Hansen og Siri Østergård, Hansenberg Organia. Stor tak til begge for at dele deres materiale med alle herinde.