FLOKADFÆRD OG RANGORDEN
FlokadfærdFor at en gruppedannelse mellem individer kan kaldes social, må den bygge på en tendens hos dyrene til at opholde sig i nærheden af artsfæller, og holdes sammen af signaler mellem dem.
Den simpleste form for social gruppedannelse ses bl.a. i stimer af fx ansjoser og sild, hos fx stære og viber, der søger føde sammen eller overnatter sammen og i flokke af planteædende pattedyr - fx rensdyr i arktiske egne, antiloper i Afrika samt visse kænguruarter i Australien. Her er ikke tale om tilfældige sammenhobninger, men heller ikke om flokke med særlig indviklet social struktur; dyrene kan dog opføre sig som "et individ" i f.eks. reaktionen på fare og advare hinanden om dennes tilstedeværelse. Mange arter, som lever i sociale flokke, gør imidlertid mere end blot at "holde sammen". De foretager sig noget i fællesskab; de kan fx jager sammen, kæmper sammen mod fjender, er fælles om pasning af afkommet eller fordeler opgaver mellem sig i en køns- eller individbestemt arbejdsdeling osv. Hos nogle floklevende dyr resulterer de indbyrdes kampe i etablering af en såkaldt social rangorden, hvor de psykisk/fysisk stærke individer dominerer svagere flokmedlemmer og derved opnår fordele på deres bekostning. Til gengæld er der en tendens til at antallet af aggressive sammenstød mindskes, når først rangordenen er etableret. Hos mange sociale flokdyr kan de unge individer drage fordel af de ældres erfaringer. De kan bl.a. få oplysninger om bestemte føde, drikke- og sovesteder, ligesom de har mulighed for at lære eventuelle fjender at kende ved at overvære flokkens reaktion på disse. Der er naturligvis også ulemper forbundet med den sociale levevis. F.eks. opdages en flok lettere end et enkelt individ af en fjende, men det kan afhjælpes af advarselssignaler og fælles forsvar. Der kan også opstå fødemangel, når mange individer er samlet på et begrænset område, men det kan modvirkes af oprettelsen af gruppeterritorier, der sikrer hver gruppe et tilstrækkeligt stort fødesøgningsområde. Endelig kan eventuelle aggressive tendenser nemmere blive udløst, når dyr opholder sig tæt sammen, men de kan dæmpes ved hjælp af ritualiserede pacificeringssignaler og etablering af en rangorden. |
RangordenEn etableret rangorden bevirker, at antallet af kampe mellem individerne reduceres. Den kan ses som en biologisk tilpasning, der mindsker aggressiviteten mellem artsfæller, som lever tæt op ad hinanden. Den er medvirkende til at skabe ro og orden i en social flok. F.eks. I naturen vandrer bavianer ofte omkring i timevis på så fredelig en måde, at man ikke skulle tro, at der eksisterer en rangorden mellem dem. Men opdagelsen af et særligt attraktivt fødeemne kan pludselig give anledning til kampe eller trusler, der straks afslører rangfølgen.
Sociobiologisk set betyder "den stærkes ret", at det mest dominerende individ får størst mulighed for at videreføre sine gener, da det kan fortrænge andre artsfæller fra føde, mager, gode skjulesteder o.s.v. Det menes også, at rangordenen er med til at fasttømre flokken, så den optræder som en helhed i reaktionen på fremmede artsfællers indtrængen/optagelse i den. Tilstedeværelsen af et nyt individ kan nemlig medføre nye kampe for alle, om den allerede opnåede rang. Endelig kan flokken drage fordel af en stærk og erfaren leder, da denne kan beskytte flokken mod eventuelle rovdyr og har den største erfaring i at finde føde og undgå fjender. Aggressivitet vil ikke i sig selv føre til etablering af en social rangorden. Den kan føre til oprettelse af territorier eller til alles kamp mod alle, hvis den ikke kombineres med andre tendenser og medfødte evner hos dyrene. Rangordenen bygger bl.a. på en tendens til at opholde sig i artsfællers nærhed og er betinget af en medfødt evne til at underkaste sig og acceptere dominans (adlyde). "Belønningen", som det enkelte individ opnår ved at huske andre individers sociale rang, bevirker, at gamle og svage individer kan beholde deres dominans længe efter, at de i udholdenhed og styrke er blevet overgået af yngre individer. Placering i rangordenen afhænger af flere ting; og ofte er det meget komplekst. Hormoner - især hanlige kønshormoner - kan indirekte spille en rolle for individets placering i rangfølgen. Alder og køn er også bestemmende for et individs rang, idet voksne dominerer over unger, og hanner måske dominerer over hunner. Hunner hos flere pattedyrearter opnår gerne højere rang, medens de er i brunst eller har unger, som dier. Individets størrelse spiller hos mange hønsefugle, gnavere, rovdyr og hovdyr en stor rolle for dets rang. Endelig kan dyrets sundhedstilstand, temperament og erfaringer have indflydelse på dets rang. |
Denne del af "Adfærd" er venligst doneret fra et AMU-kursus udarbejdet af Gitte Bahn Hansen og Siri Østergård, Hansenberg Organia. Stor tak til begge for at dele deres materiale med alle herinde.