TERRITORIAL-ADFÆRD
Mange dyrearter har en tendens til i visse perioder eller året rundt at begrænse deres aktivitetsudfoldelse til et bestemt område. Det kan være et område, hvor de finder deres føde, eller har deres rede, hule eller sovested. Det kan også være et vandhul, hvori de bader, eller en plads, hvor de soler sig eller måske nogle terrænpunkter, hvorfra de holder udkik efter eventuelle fjender. Sådan et område kaldes dyrets hjemstedsområde (Home range) eller livsrum; og må ikke forveksles med dets territorium, der kan være en del af dette, men territoriet forsvares mod fremmede artsfællers indtrængen. Ved territorialadfærd er der tendens til at knytte sig til et bestemt sted OG tendens til at udelukke fremmede artsfæller fra dette sted.
Denne territorialitet kan føre til, at dyret afpatruljerer territoriets grænser, og hos nogle arter synes der at være en vis sammenhæng mellem afstanden til territoriets centrum og ejerens tendens til at dominere over fremmede, der prøver at trænge ind på området.
Et territorium kan defineres som ethvert område, dyr midlertidigt eller over længere tid og under visse ydre omstændigheder forsvarer eller annoncerer (markerer) som optaget. Forsvar af territoriet kan udføres af et enkelt individ, f.eks. en han i ynglestemning eller en hun med rede eller unger. Men par, familier og grupper af sammenhørende individer opretholder også territorier. Den fredelige form for territoriehævdelse er en markering, der fortæller andre artsfæller, at det pågældende område allerede er optaget. De kendteste former for en sådan afmærkning er blandt andet fugles sang og pattedyrs duftspor.
Når solsorte i februar-marts opretter yngleterritorier, begynder hannerne at synge - gerne fra et højt sted, f.eks. et hustag, en telefonpæl eller en trætop. Herved når sangen længere omkring, samtidig med at fuglen selv kan ses på lang afstand. På den måde kan solsorten jage fremmede væk uden overhovedet at opdage, at de har været i nærheden af dens territorium; sangen fungerer som en langdistancetrussel, så direkte kampe mellem individerne undgås. Hannen synger en højlydt morgensang hele ynglesæsonen igennem, medens dens dagsang aftager i tid og styrke, når pardannelsen har fundet sted og redebygningen er begyndt. Uparrede hanner synger derimod hele dagen, men det skyldes, at sangen udover at virke truende på andre hanner også virker tillokkende på uparrede hunner.
Pattedyrenes duftmarkering har den fordel fremfor fuglesangen, at den også virker, medens dyret foretager sig andre ting, idet duften som regel holder sig et døgns tid. Det er især arter indenfor gnavere, hovdyr og rovdyr, der benytter sig af denne form for territorieafmærkning. Hos rovdyr markerer hannen ved at sende urinen bagud i kraftige sprøjt, så den fordeler sig i snudehøjde på udvalgte poster i territoriet.
Opretholdelsen af territorier kan have betydning ved at forhindre en alt for tæt ophobning af individer. Laks og fjeldørreder graver deres befrugtede æg ned i bundmaterialet. Hvis ikke disse fisk udviste territorial adfærd i forplantningstiden, kunne andre artsfæller komme til at grave allerede nedgravede æg op igen, hvis de gav sig til at yngle på samme lokalitet.
Denne territorialitet kan føre til, at dyret afpatruljerer territoriets grænser, og hos nogle arter synes der at være en vis sammenhæng mellem afstanden til territoriets centrum og ejerens tendens til at dominere over fremmede, der prøver at trænge ind på området.
Et territorium kan defineres som ethvert område, dyr midlertidigt eller over længere tid og under visse ydre omstændigheder forsvarer eller annoncerer (markerer) som optaget. Forsvar af territoriet kan udføres af et enkelt individ, f.eks. en han i ynglestemning eller en hun med rede eller unger. Men par, familier og grupper af sammenhørende individer opretholder også territorier. Den fredelige form for territoriehævdelse er en markering, der fortæller andre artsfæller, at det pågældende område allerede er optaget. De kendteste former for en sådan afmærkning er blandt andet fugles sang og pattedyrs duftspor.
Når solsorte i februar-marts opretter yngleterritorier, begynder hannerne at synge - gerne fra et højt sted, f.eks. et hustag, en telefonpæl eller en trætop. Herved når sangen længere omkring, samtidig med at fuglen selv kan ses på lang afstand. På den måde kan solsorten jage fremmede væk uden overhovedet at opdage, at de har været i nærheden af dens territorium; sangen fungerer som en langdistancetrussel, så direkte kampe mellem individerne undgås. Hannen synger en højlydt morgensang hele ynglesæsonen igennem, medens dens dagsang aftager i tid og styrke, når pardannelsen har fundet sted og redebygningen er begyndt. Uparrede hanner synger derimod hele dagen, men det skyldes, at sangen udover at virke truende på andre hanner også virker tillokkende på uparrede hunner.
Pattedyrenes duftmarkering har den fordel fremfor fuglesangen, at den også virker, medens dyret foretager sig andre ting, idet duften som regel holder sig et døgns tid. Det er især arter indenfor gnavere, hovdyr og rovdyr, der benytter sig af denne form for territorieafmærkning. Hos rovdyr markerer hannen ved at sende urinen bagud i kraftige sprøjt, så den fordeler sig i snudehøjde på udvalgte poster i territoriet.
Opretholdelsen af territorier kan have betydning ved at forhindre en alt for tæt ophobning af individer. Laks og fjeldørreder graver deres befrugtede æg ned i bundmaterialet. Hvis ikke disse fisk udviste territorial adfærd i forplantningstiden, kunne andre artsfæller komme til at grave allerede nedgravede æg op igen, hvis de gav sig til at yngle på samme lokalitet.
Denne del af "Adfærd" er venligst doneret fra et AMU-kursus udarbejdet af Gitte Bahn Hansen og Siri Østergård, Hansenberg Organia. Stor tak til begge for at dele deres materiale med alle herinde.
