INDLÆRING
Klassisk og operant betingning
Klassisk betingning er en læringsform, hvor dyret lærer at forbinde to stimuli. Et klassisk eksempel er Ivan Petrovitj Pavlov's eksperiment, hvor han målte spyt respons hos sine hunde når de blev fodret. Hundene hørte efterfølgende også en klokke under fodringen, og snart var det nok at de kun hørte klokken, for at deres spyt respons blev forøget - Pavlov havde tillært hundene, at lyden af klokken betød at foder fulgte kort tid efter. Så foderet virkede som en ubetinget (og derfor ikke tillært) stimulus, og klokken som en neutral stimulus. Dog efter at disse to blev kædet sammen under fodring et par gange, blev klokken til en betinget stimulus, der kunne udløse en betinget respons (savl). Det samme princip gælder for klikkertræning, hvor man opbygger forholdet imellem klikket (neutral stimulus) og forstærkeren/belønningen (ubetinget stimulus).
I operant betingning siger man at dyrets adfærd styres af hvilken konsekvens den pågældende adfærd får. Så hvis adfærden belønnes, så er det mere sandsynligt at den sker igen, og hvis adfærden ikke belønnes, ignoreres eller straffes, så mindskes sandsynligheden for at adfærden gentager sig. Det skal dog siges at eksperimenter har bevist at adfærd der ignoreres eller straffes, med stor sandsynlighed kan føre til undgåelsesstrategier, passivitet, usikkerhed og aggressivitet fra dyret som straffes.
Det er muligt at læse meget mere op på disse to koncepter og sætte sig mere ind i begge, ved at søge på "Klassisk og Operant betingning".
En forstærker er alt det som øger sandsynligheden for at dyret vælger at gentage adfærden og hører ind under positiv forstærkning, som betyder at man belønner en adfærd. En forstærkning kan være både positiv (at tilføje noget dyret kan lide) og negativ (at fjerne noget som dyret ikke synes om).
Der findes både primære og sekundære forstærkere.
Primære forstærker (hedder også ubetinget forstærker) opfylder biologiske behov så som foder, vand, læ, nødvendig temperatur, sex, osv.
Sekundære forstærkere er forbundet med selve opfyldelsen af de biologiske behov. Et eksempel på det kunne være at dyrepasseren raslerne med nøglerne når han/hun kommer hen til næsebjørne anlægget, og snart kæder næsebjørnene lyden af de raslende nøgler sammen med at der kommer foder. Så man har forbundet en sekundær forstærker (raslende nøgler) med en primær forstærker (foder).
En stimuls (flertal: stimuli) er et virkemiddel der er i stand til at medføre ændret opførsel hos et, i dette tilfælde, dyr. En stimulus eller stimuli, er noget som opstår i de omkringliggende omgivelser, der så modtages af dyret, og fremkalder en reaktion hos dyret. Dyrets sanser modtager stimuli. Tænk derfor på øjne, øre, følesans, smag og lugtesans:
- stimuli i form af lys, lyd, tryk og temperatur (følesans hos både akvatiske og landlevende dyr) og kemiske forbindelser. Et andet eksempel kunne være en lysændring, støj eller bevægelse der er fremprovokeret af et byttedyr i nærheden, som dyret så reagerer på ved at kæmpe eller flygte (fight-or-flight response).
En nøglestimuli er en stimuli der fremkalder en reaktion, der ikke allerede er tillært. Det bygger derfor på dyrets instinkter, som er medfødte og ikke tillærte, der gør at dyret agere i bestemte situation med nogle bestemte færdigheder og handlingsmønstre. Den tyske dyrepsykolog Eberhard Trumler beskriver sammenhængen mellem instinkt og nøglestimuli på følgende måde: ”En instinktbevægelse er et arveligt fastlagt bevægelsesmønster, som udløses af bestemte situationer i omverdenen og derefter forløber næsten tvangsmæssigt. Nøglestimuli kaldes sådanne udløsere, fordi de så at sige lukker en lås op hvorved instinktbevægelsen frigøres”. Et eksempel på det kunne være hvordan at kænguru unger selv kravler op i pungen og hæfter sig fast på dievorten - det er ikke noget de har lært, men noget de gør pr. instinkt. Man kan derfor sige at den første berøring af dievorten bliver den nøglestimuli der udløser dieinstinktet.
I operant betingning siger man at dyrets adfærd styres af hvilken konsekvens den pågældende adfærd får. Så hvis adfærden belønnes, så er det mere sandsynligt at den sker igen, og hvis adfærden ikke belønnes, ignoreres eller straffes, så mindskes sandsynligheden for at adfærden gentager sig. Det skal dog siges at eksperimenter har bevist at adfærd der ignoreres eller straffes, med stor sandsynlighed kan føre til undgåelsesstrategier, passivitet, usikkerhed og aggressivitet fra dyret som straffes.
Det er muligt at læse meget mere op på disse to koncepter og sætte sig mere ind i begge, ved at søge på "Klassisk og Operant betingning".
En forstærker er alt det som øger sandsynligheden for at dyret vælger at gentage adfærden og hører ind under positiv forstærkning, som betyder at man belønner en adfærd. En forstærkning kan være både positiv (at tilføje noget dyret kan lide) og negativ (at fjerne noget som dyret ikke synes om).
Der findes både primære og sekundære forstærkere.
Primære forstærker (hedder også ubetinget forstærker) opfylder biologiske behov så som foder, vand, læ, nødvendig temperatur, sex, osv.
Sekundære forstærkere er forbundet med selve opfyldelsen af de biologiske behov. Et eksempel på det kunne være at dyrepasseren raslerne med nøglerne når han/hun kommer hen til næsebjørne anlægget, og snart kæder næsebjørnene lyden af de raslende nøgler sammen med at der kommer foder. Så man har forbundet en sekundær forstærker (raslende nøgler) med en primær forstærker (foder).
En stimuls (flertal: stimuli) er et virkemiddel der er i stand til at medføre ændret opførsel hos et, i dette tilfælde, dyr. En stimulus eller stimuli, er noget som opstår i de omkringliggende omgivelser, der så modtages af dyret, og fremkalder en reaktion hos dyret. Dyrets sanser modtager stimuli. Tænk derfor på øjne, øre, følesans, smag og lugtesans:
- stimuli i form af lys, lyd, tryk og temperatur (følesans hos både akvatiske og landlevende dyr) og kemiske forbindelser. Et andet eksempel kunne være en lysændring, støj eller bevægelse der er fremprovokeret af et byttedyr i nærheden, som dyret så reagerer på ved at kæmpe eller flygte (fight-or-flight response).
En nøglestimuli er en stimuli der fremkalder en reaktion, der ikke allerede er tillært. Det bygger derfor på dyrets instinkter, som er medfødte og ikke tillærte, der gør at dyret agere i bestemte situation med nogle bestemte færdigheder og handlingsmønstre. Den tyske dyrepsykolog Eberhard Trumler beskriver sammenhængen mellem instinkt og nøglestimuli på følgende måde: ”En instinktbevægelse er et arveligt fastlagt bevægelsesmønster, som udløses af bestemte situationer i omverdenen og derefter forløber næsten tvangsmæssigt. Nøglestimuli kaldes sådanne udløsere, fordi de så at sige lukker en lås op hvorved instinktbevægelsen frigøres”. Et eksempel på det kunne være hvordan at kænguru unger selv kravler op i pungen og hæfter sig fast på dievorten - det er ikke noget de har lært, men noget de gør pr. instinkt. Man kan derfor sige at den første berøring af dievorten bliver den nøglestimuli der udløser dieinstinktet.
