Gibbon (Hylobates)
Onsdagsanlægget #16 - 3. februar 2016
Dagen Onsdagsanlæg er et ønske fra en kvinde bidt af en gal gibbon. Emnet "gibbon" har vidst sig så omfattende at Onsdagsanlægget for denne art må præsenteres i to dele.
Gibbonerne hører alle til familien Hylobatidae indenfor ordenen Primates. Tidligere bestod familien af en enkelt slægt, men er nu opdelt i fire slægter med tilsammen 17 arter. Alle gibbonarter lever i tropiske skove i det sydøstlige Asien. De lever i par og mindre familiegrupper og deres føde består af frugt, grene, blade, skud, blomster, insekter og sommetider fugleæg eller mindre dyr. En af de mere interessant måder at kende de forskellige arter fra hinanden, er forskellene i deres territoriale sang. Dagens Onsdagsanlæg fokuserer på arter fra slægten Hylobates:
Alle fem arter repræsenteret her er klassificeret som "Endangered" på IUCN Red List. Alle gibboner i Hylobates har lignende krav til pasning og anlæg i zoos og dyreparker. Traditionelt set har gibboner ofte været fremvist på øer med omfattende klatreredskaber, for på den bedste måde at fremvise deres svinge- og klatreadfærd. Grundet gibbonens beskedne størrelse i modsætning til de større menneskeaber, samt at de bruger det meste af deres tid i træerne, kan det nemmere lade sig gøre at bruge øer. Gibboner kan desuden have levende træer i deres anlæg, da de ikke er så hårde ved dem som andre arter af primater.
Mange zoos er i stigende grad gået over til at fremvise gibboner i overdækkede strukturer. Dette har fordelen at dyrene kan udnytte netstrukturen som en del af anlægget, noget gibboner ofte gør. Der er ofte indkig til gibbonernes indendørs anlæg, da det er en populær art blandt gæster, som haverne også gerne vil fremvise om vinteren.
Gibbonerne hører alle til familien Hylobatidae indenfor ordenen Primates. Tidligere bestod familien af en enkelt slægt, men er nu opdelt i fire slægter med tilsammen 17 arter. Alle gibbonarter lever i tropiske skove i det sydøstlige Asien. De lever i par og mindre familiegrupper og deres føde består af frugt, grene, blade, skud, blomster, insekter og sommetider fugleæg eller mindre dyr. En af de mere interessant måder at kende de forskellige arter fra hinanden, er forskellene i deres territoriale sang. Dagens Onsdagsanlæg fokuserer på arter fra slægten Hylobates:
- Hvidhåndet gibbon (Hylobates lar) er den mest almindelige gibbon i zoos. I naturen lever den i Myanmar, Malaysia, Thailand og på den nordlige Sumatra. Den findes i 145 institutioner alene i Europa og er underlagt en EEP som styres fra Emmen Zoo.
- Sorthåndet gibbon (Hylobates agilis) er, modsat den hvidhåndede, meget sjældent set i zoos. Arten findes i naturen på det meste af sumatra, undtagen den nordlige del, samt et lille stykke af Malaysia. EEP programmet styres fra Bristol Zoo, en af de kun 7 haver i Europa som huser dem.
- Hættet gibbon (Hylobates pileatus) har, modsat de andre arter i Hylobates-slægten, en stor grad af seksuel dimorfisme, idet hannerne er sorte og hunnerne grå. EEP programmet styres af Zürich Zoo, en af 17 haver i Europa som har denne art.
- Java gibbon (Hylobates moloch), også kaldet sølvgibbon, findes kun på den østlige del af øen Java i Indonesien. 7 steder i Europa holder dem, langt den største bestand findes i Howlett's Wild Animal Park som også koordinerer EEP'en.
- Borneo gibbon (Hylobates muelleri), også kaldet müllers gibbon, lever i naturen på det meste af Borneo. Kun 5 steder i Europa holder en meget lille bestand af disse og der findes intet avlsprogram for dem.
Alle fem arter repræsenteret her er klassificeret som "Endangered" på IUCN Red List. Alle gibboner i Hylobates har lignende krav til pasning og anlæg i zoos og dyreparker. Traditionelt set har gibboner ofte været fremvist på øer med omfattende klatreredskaber, for på den bedste måde at fremvise deres svinge- og klatreadfærd. Grundet gibbonens beskedne størrelse i modsætning til de større menneskeaber, samt at de bruger det meste af deres tid i træerne, kan det nemmere lade sig gøre at bruge øer. Gibboner kan desuden have levende træer i deres anlæg, da de ikke er så hårde ved dem som andre arter af primater.
Mange zoos er i stigende grad gået over til at fremvise gibboner i overdækkede strukturer. Dette har fordelen at dyrene kan udnytte netstrukturen som en del af anlægget, noget gibboner ofte gør. Der er ofte indkig til gibbonernes indendørs anlæg, da det er en populær art blandt gæster, som haverne også gerne vil fremvise om vinteren.
