HORMONER OG FORPLANTNINGSADFÆRD
Reproduktionsadfærd
Reproduktionsadfærd, er område, hvor hormonernes indflydelse er særdeles tydelig. Det er hormoner, der regulerer kønsudviklingen, vores kønskaraktertræk, vores cyklus, aktiverer seksualdriften, yngelplejen osv.
Kønshormoner bevirker, at dyret kommer i ynglestemning eller brunst. De primære kønshormoner er det mandlige kønshormon testosteron og det kvindelige østrogen. Disse to hormoner er med til at regulere vores kønsudvikling og udseende allerede fra fosterstadiet. Hormonernes betydning for yngleplejeadfærdFra hypofysen udskilles bl.a. et hormon, der kaldes prolaktin, som har vist sig at have indflydelse på udløsning af yngelplejeadfærd. Høns i æglægningsfasen giver sig til at ruge, når de får indsprøjtninger med dette hormon. Hvis en hane behandles med prolaktin, vil den udvise beskyttende adfærd over for kyllinger og sætte sig til at varme dem, selv om haner normalt aldrig tager sig af kyllinger. Hormonet udløser også moderinstinkter hos rotter, der ikke selv har unger, så de tager sig af fremmede unger i stedet for at jage dem væk eller skambide dem. Denne viden udnytter man i praksis ved at give husdyr, der ikke vil passe deres afkom, indsprøjtninger med prolaktin. Hypofysen hos visse hunner, der adopterer en fremmed unge, begynder at udskille prolaktin, når den fremmede unge patter på dievorten. Prolaktin fremmer mælkekirtlernes produktion af mælk.
Samspil mellem adfærd og hormonerSelv om hormoner har afgørende betydning for udløsning af adfærden, er det dog sjældent, at detaljerede adfærdsmønstre alene styres af forskellige hormonkoncentrationer. For ligesom hormoner har indflydelse på adfærden, har adfærd indflydelse på hormonproduktionen. Et relativt simpelt eksempel på dette samspil er ægløsning hos fx. kaniner og katte. Hunner hos disse dyr får først ægløsning, når de bliver parret. Selve parringen er den stimulus, der udløser hormonet LH - luteiniserende hormon - fra hypofysen, som forårsager ægløsningen.
Et af de bedste eksempler på et sådant samspil mellem adfærd og hormoner er amerikaneren Lehrmans undersøgelser af forplantningsadfærden hos duer. Her skal kun store træk af hunnens adfærdsstyring gennemgås: Hos duger, ses det at hannens kurtisering medfører, via hunnens hjerne, at hypofysen pro-ducerer det overordnede kønshormon FSH - follikelstimulerende hormon - der får æggestokkene til at vokse og udskille kønshormonet østrogen. Østrogenet påvirker hunnens hjerne og aktiverer rede-bygningsbevægelserne. Bygning af rede sammen med hannen medfører via hjernen frigivelse af et andet overordnet kønshormon fra hypofysen, LH-hormonet, som giver ægløsning og udløser produktion af kønshormonet progesteron fra æggestokken. Progesteron påvirker hjernen, så synet af æg får duen til at ruge. Det behøver ikke at være dens egne æg. Rugningen medfører via hjernen en produktion af kønshormonet prolaktin fra hypofysen. Prolaktinet påvirker hjernen, så duen fodrer ungerne. Men forinden har det påvirket duens kro til at danne den såkaldte kromælk, der bruges til ungefodringen. Endelig hæmmer prolaktinet æggestokkens hormonproduktion, så duens forplantningsadfærd ophører i de 3 uger, ungerne fodres. Østrus/Cyklus
Her er det igen hormonerne, der sætter gang i processen. For nogle dyr udløses disse hormoner af årsrytmen, temperaturer, føde mm for andre er der en fast cyklus. Hvis vi ser på en typisk cyklus starter denne med at:
Ved drægtighed nedbrydes det gule legeme ikke på samme måde og der bliver fortsat dannet kønshormoner. Kattedyr adskiller sig en anelse fra denne standard gennemgang. Hos katte sker ægløsningen først i forbindelse med en parring. Dvs. brunstadfærd medføre parring – parring påvirker skeden, hvilket giver signal til hypofysen om at frigive ægget. Det er derfor der kan være flere fædre til et kuld killinger. |
Brunst tegnBrunsttegn er de signaler artsfæller eller vi kan registrere. For hunnens vedkommende er det en stigning i østrogenmængden, der udløser brunsten og dermed initiere de synlige brunsttegn.
Brunsttegn er artsspecifikke, men kan indeholde typisk udskillelse af duftstoffer (fx silkesommerfuglen og bombycol), visuelle signaler (fx bavianens røde numse) eller vocaliseren (grynten, hylen, sang, kald osv.), adfærdsændringer (fx mere eller mindre aggressiv). Brunsttegnene er signal om yngelplejestemning, men i sig selv ikke nok til at udløse en parring, her skal ofte et helt artsspecifikt ritual til. ParringsritualerDe fleste parringsritualer indeholder de samme elementer som ses i kampadfærden (positurer og ritualiserede bevægelser), dog er der som oftest forskel på måden signalerne bliver serveres, fx rolige rytmiske bevægelser kontra de aggressive hurtige og asynkrone. Hos fugle (og andre) er ritualiserede danse et hyppigt parringsritual, for andre arter er der et "nusse ritual", med berøringer i hovedregionen, nakke mm., et "pufferitual", helt afhængig at den pågældende gruppe osv.
|
Denne del af "Adfærd" er venligst doneret fra et AMU-kursus udarbejdet af Gitte Bahn Hansen og Siri Østergård, Hansenberg Organia. Stor tak til begge for at dele deres materiale med alle herinde.