PRAKTIKOPHOLD
Praktik i en virksomhed
Lykkes det at komme i praktik i en virksomhed, er dette chancen hvor du skal sælge dig selv bedst muligt, i den ene uge eller to du er der. Du er der ikke for at vise alt du ved om dyr eller for at revolutionere arbejdspladsen og rådgive om smartere løsninger. Du er der for at blive set an, afprøvet og bedømt!
Som praktikant vil du få tildelt opgaver, hvor nogle kan virke mere spændene end andre. Typisk vil man som praktikant få tildelt hårdt manuelt arbejde, hvortil dyrepassere bedømmer din arbejdsindsats. Og det kan være opgaver, hvor du som praktikant kan have svært ved at se relationen mellem f.eks. vinduespudsning, fjerne tyggegummi fra gulve, rense tagrender eller fjerne ukrudt, til et mere forventet arbejde som at stå og fodre giraffer eller træne søløver. Men arbejdet som dyrepasser kan være svært at definere, og derfor svært at beskrive hvilke opgaver der venter dig i praktikken. Dyrepasser har mange forskellige funktioner (LÆS MERE HER) men som praktikant, skal en arbejdsplads sikre sig, at man ikke er bange for en håndskovl eller det monotone arbejde som at pudse 50m2 ruder hver morgen, inden man kan blive taget i betragtning til en elevstilling. Tag derfor imod alle opgaver med det største gå-på mod, og giv den din bedste indsats. Et andet væsentligt punkt du bliver bedømt på, er dine sociale kompetencer. Zoologiske anlæg og botaniske haver havde i 2015 besøg af ikke mindre end 4.898.103 besøgende, og her er du som dyrepasserelev, virksomhedens ansigt udad til. Det er derfor vigtigt for en virksomhed at personerne de ansætter kan vise stor imødekommenhed og at du er præsentabel i din udstråling, da DU er virksomhedens ansigt udad til. En dyrepasser er et af de mest eftersøgte ”dyr” i vores branche blandt gæsterne, og det er derfor vigtigt at dine interaktioner med gæsterne, er en positiv en af slagsen. 7 gode råd til praktikanten
1) Forbered dig: Hvorfor vil du være dyrepasser? Hvor langt er du i uddannelsen? Hvor kunne du se dig selv arbejde, når du skal søge elevplads, andre steder i landet eller udlandet?
Vær afklaret med disse spørgsmål inden du møder op i praktik. Vær afklaret med hvorfor du har valgt at komme i praktik hos netop x virksomhed. Hvorfor har du netop valgt at ville være dyrepasser i zoobranchen? Her er svaret ”fordi jeg kan lide dyr” ikke altid det bedste svar at give. 2) Praktisk tøj: Tag praktisk tøj på, der egner sig til fysisk arbejde, samt noget der gerne må blive beskidt. Tag højde for årstid, vind og vejr, om du arbejder ude eller inde. Hellere for meget tøj på, end for lidt, i tilfælde af du skal arbejde udendørs hele ugen, og ikke har nok tøj med. I får sjældent udleveret tøj. 3) Fodtøj: Lige som arbejdstøj, så skal du også selv have passende arbejdssko med. Sikkerhedssko er ofte et krav, vælg derfor dette, da du i nogle tilfælde kan være uheldig og blive nægtet praktik på enkelte afdelinger hvor det er et krav at have sikkerhedssko på. Gummistøvler kan være en god ide at have med. 4) Mød i god tid: Hellere for tidligt, end for sent. Planlæg din transport til praktikstedet i god tid, tjek trafikken og planlæg din rute, så du ikke kommer for sent. Førstehåndsindtrykket betyder meget! 5) Introducer dig selv: Giv hånd, præsenter dig selv klart og tydeligt. Et godt førstehåndsindtryk efterlader et godt indtryk af dig. 6) Drop mobilen: Lad mobilen blive i lommen/tasken i pausen. Vær til stede. Vælger du og sidde med hovedet begravet i din mobil i pauserne, vælger du også at trække dig fra samtalerne, hvilket ikke sælger dig godt. 7) Billeder: De fleste dyrepassere forstår udmærket godt lysten til at få taget et par billeder, under ens praktiktid. Men spørg altid inden, om det er okay. Nogle virksomheder ønsker ikke billederne fra ”bag kulisserne” lagt på nettet. Så spørg inden. Og de fleste dyrepassere vil altid være behjælpelige med at tage billeder af dig, i arbejdssituationer i anlæg og/eller sammen med dyrene. Bare spørg først. HUSK! En uge i praktik bør for dit vedkommende opfattes som en slags jobsamtale, så opfør dig som var det tilfældet. Man ved aldrig hvad praktikken kan føre til
|