NATURBEVARELSE
I dette afsnit kan læse hvordan ganske almindelige dyrepassere, har formodet at gøre en signifikant forskel for naturbevarelse, uden de store hjælpemidler. Det kræver ikke meget, at gøre en forskel.
Conservation er et ord mange efterhånden har hørt før. Bevarelse af arter, både planter og dyr, er noget som er blevet praktiseret op igennem tiden, ofte med samme mål for øje men med forskellige fremgangsmåder og udslag.
Historie
Nutidens zoologiske haver har deres oprindelse i fyrstelige menagerier, men zoolignende anlæg fandtes allerede i Kina ca. 1000 f.Kr. og i det gamle Babylonien og Assyrien. Man kan dog diskutere om der var det mindste ønske om bevarelse af arter i de tider. Første nedskrevet tegn på bevarelse omhandlede skovene i England hvor en bog med titlen; Sylva, or A Discourse of Forest Trees and the Propagation of Timber in His Majesty´s Dominions, blev udgivet i år 1664, omkring vigtigheden i bevarelse af disse. Verdens første national park blev grundlagt i år 1872 og blev navngivet Yellowstone Nationalpark. Det var dog først meget senere at der blev lagt vægt på bevarelse af dyrearter og i år 1948 blev IUCN (International Union for Conservation of Nature and Natural Resources) grundlagt. De er med i hundredvis af bevarelse projekter over hele verden fra det lokale niveau til dem, der involverer flere lande og har lavet en liste over truede dyrearter kaldet Red List Of Threatened Species.
I dag er bevarelse af dyre og plantearter blevet meget mere systematisk og målrettet. Hvis man kigger overordnet på bevarelse kan man dele det op i to strategier.
In Situ:
Formålet kan enten være rettet mod bestande af udvalgte arter, eller hele økosystemer. Begge tilgange følger samme formål som er at hjælpe biodiversiteten til at opretholde sig selv inden for rammerne af det økosystem, hvor den er fundet, dvs. en art kan opretholde dets potentiale for fortsat udvikling. Det kræver bevarelse af komponenterne i det naturlige system.
In Situ bevaring er en mere billig og nemmere måde at bevare den biologiske mangfoldighed på eftersom vores rolle kun er støttende. Faktorer skadelige for eksistensen af de berørte arter elimineres og de får lov til at vokse i det naturlige miljø, hvor de førhen kunne eksistere uden styring.
For at in Situ bevaring skal lykkes skal hele kæden virke. Dvs. evt. udsatte områder skal sættes i balance igen. Der kan feks. være for stor population af rovdyr, for mange invasive arter, mangel på byttedyr, krybskytteri mm.
Den biologiske rigdom af vores planet er stadigvæk fyldt med områder vi ikke kender til. Ved sortering og beskyttelse af nogle få arter i kunstige levesteder skal vi næsten helt sikkert efterlade et stort antal livsformer, som måske også er lige så vigtige for os som de organismer vi i øjeblikket forsøger at bevare og beskytte. Således giver In Situ bevaringsstrategien os en måde at beskytte en lang række organismer samtidigt, kendte eller ukendte for videnskaben. Nogle arter er også mere vellidte end andre og ved at støtte dem i deres oprindelige habitat er der andre mindre populære arter som har gavn af fredningen af deres område.
I et naturligt system lever, formere og udvikler organismer sig. Her kan der opstå nye forhold som tørke, storme, sne, udsving i temperaturer, store regnskyl, brande, osv. Det giver mulighed for at organismerne kan tilpasse sig forholdene i miljøet og udvikle sig til en bedre tilpasset livsform.
Ex Situ
Betyder bogstaveligt talt, " off-site bevaring ”. Det er processen med at beskytte en truet art uden for dets naturlige levested for eksempel ved at fjerne en del af populationen fra det truede habitat og give den en ny placering. Det nye sted kan være et reservat, zoo eller andet.
Primære trusler som tab af levested, invasive arter, sygdomme mm. fører til små isolerede bestande, som derefter igen bliver meget modtagelige for yderligere trusler og eventuel udryddelse. Det er i sådanne tilfælde, at denne form for bevarelses strategi kan hjælpe bestanden til overlevelse.
Strategien bruges normalt som en sidste udvej, når en population er ved at uddø og det anses som værende uundgåelig uden ekstrem indgriben. Sommetider er denne form for bevaring det eneste valg, fordi en art ikke længere eksisterer i naturen.
Avls teknikker
Mange teknikker anvendes i opdræt i fangenskab, ofte artsspecifik. I de fleste tilfælde er disse metoder rettet mod det simple mål at øge det reproduktive output. Eksempler på disse kan være:
Formeringsevnen kan øges ved at tage unge (eller æg) væk fra forældrene.
Håndopmadet unger er normalt mindre foretrukket, fordi det kan være meget tidskrævende og ungen bliver præget.
I nogle tilfælde er par tilbageholdende med at parre. Dette problem kan blive løst ved at tage sæd fra hannen og kunstigt inseminere hunnen. Denne teknik kan også være nyttigt, hvis man ønsker at bestemme præcist hvem der passer sammen med hvem. Et tredje tilfælde, hvor denne metode kan være nyttig, er, når flere zoologiske haver ønsker at samle deres dyr for at øge størrelsen af den samlede genetiske pulje. Denne teknik er nemmere end at skulle flytte dyrene rundt.
Overførsel af embryoner til rugemødre er en anden måde at øge antallet på.
Kloning er også blevet fremmet som en potentiel måde at hjælpe truede arter til at reproducere.
Stamtavler og stambøger er en mere traditionel men effektiv værktøj til at holde styr på relationer.
Begrænsninger
Ex Situ bevarelse er dyrt. For eksempel skønnes det, at det er halvtreds gange dyrere at beskytte elefanter og næsehorn i zoologiske haver end i naturen.
Bevarelses arbejdet kan kun have fokus på få arter ad gangen i fangenskab og det undlader at gøre noget for at beskytte velfungerende økosystemer. Derfor er det virkelig kun nyttig som en absolut sidste udvej, og kan aldrig realistisk være anvendt til mere end en lille del af alle arter på Jorden.
Der er en begrænsning på plads mht. Ex Situ bevarelse. Dette kan give problemer ud over genetik og avl. En negativ tilpasning kan også finde sted og gøre dyrene mere sårbare hvis de skal tilbage til deres naturlige habitat. Den negative tilpasning kan være tilvænning til mennesker, udviskning af overlevelsesevner mm.
Ex Situ bevarelses programmer kræver langsigtet planlægning. For eksempel hvis der ikke er programmer for frigivelse til at bruge de overskydende individer kan der være et etisk spørgsmål om, hvad der skal ske med dem.
Introducering
Der findes forskellige måder at genintroducere arter på.
Reintroducering er hvor arten bliver sat ud i det område den blev hentet fra eller udryddet i. Et eksempel kan være genintroducering af ulven til Yellowstone Nationalpark.
Man kan også forøge antallet af en art ved at tilføre individer fra fangenskab til en vild population.
Hvis et habitat er på en eller anden måde ødelagt eller væk kan man introducere en art til et nyt sted der ligner forholdende fra det gamle.
Faktor for succes
Der er nogle begrænsende faktorer der har indvirkning på om bevarelses projektet bliver en succes. Allerførst skal de trusler der findes for artens udryddelse fjernes.
Det er vigtigt at frigivelsen sker over tid dvs. det kan være nødvendigt at supplere med føde, husly mm. Timing for frigivelse skal ske på et tidspunkt af året hvor betingelserne er gode. Det vil klart være en fordel hvis nogle af de genudsatte individer har erfaring, altså været vildtlevende så de kan give en form for adfærdsmæssig uddannelse.
Jo større antal individer til udsætning jo større er chancen for succes. Det gælder også for løbende tilførsel. Antal af steder og hvor i habitatet for udsætning kan også have effekt på resultatet. Den korrekte genetiske sammensætning sikre at de er mest tilbøjelige til at have de nødvendige tilpasninger til omgivelserne.
Overvågning under og efter udsættelsen er meget vigtig da man her skal danne sig et billede om situationen og afgøre om der evt. skal udsættes flere individer, eller afblæse projektet.
Uddannelse og oplysning er en vigtig del af bevarelses projekter. Både for at rejse penge til projekterne men også for at den lokale befolkning ikke besværliggør processen og i værste fald ødelægge artens chancer for overlevelse.
Nogle arters udryddelse er blevet forhindret, og for et stigende antal arter har der været bevarelses restaureringer eller introduktioner med følge af perioder med Ex Situ styring.
For at få succes skal et Ex Situ program nøje planlægges. Udfordringer ved bevarelses projekter bliver mere komplekse og pressende med tiden og behovet for at videreudvikle videnskabeligt baserede og innovative tilgange til Ex Situ bevaring stiger.
EAZA har på deres hjemmeside en oversigt over TAG´s & Breeding programmes mht. In situ, og UICN Species Survival Comission Guidelines on the USe of Ex situ Management for Species Conservation.
In Situ: http://www.eaza.net/conservation/programmes/
Ex Situ: http://www.eaza.net/assets/Uploads/Position-statements/IUCN-Guidelines-on-the-Use-of-ex-situ-management-for-species.pdf
Skrevet af
Cathrin Damgaard Eskildsen 13-03-2016
Historie
Nutidens zoologiske haver har deres oprindelse i fyrstelige menagerier, men zoolignende anlæg fandtes allerede i Kina ca. 1000 f.Kr. og i det gamle Babylonien og Assyrien. Man kan dog diskutere om der var det mindste ønske om bevarelse af arter i de tider. Første nedskrevet tegn på bevarelse omhandlede skovene i England hvor en bog med titlen; Sylva, or A Discourse of Forest Trees and the Propagation of Timber in His Majesty´s Dominions, blev udgivet i år 1664, omkring vigtigheden i bevarelse af disse. Verdens første national park blev grundlagt i år 1872 og blev navngivet Yellowstone Nationalpark. Det var dog først meget senere at der blev lagt vægt på bevarelse af dyrearter og i år 1948 blev IUCN (International Union for Conservation of Nature and Natural Resources) grundlagt. De er med i hundredvis af bevarelse projekter over hele verden fra det lokale niveau til dem, der involverer flere lande og har lavet en liste over truede dyrearter kaldet Red List Of Threatened Species.
I dag er bevarelse af dyre og plantearter blevet meget mere systematisk og målrettet. Hvis man kigger overordnet på bevarelse kan man dele det op i to strategier.
In Situ:
Formålet kan enten være rettet mod bestande af udvalgte arter, eller hele økosystemer. Begge tilgange følger samme formål som er at hjælpe biodiversiteten til at opretholde sig selv inden for rammerne af det økosystem, hvor den er fundet, dvs. en art kan opretholde dets potentiale for fortsat udvikling. Det kræver bevarelse af komponenterne i det naturlige system.
In Situ bevaring er en mere billig og nemmere måde at bevare den biologiske mangfoldighed på eftersom vores rolle kun er støttende. Faktorer skadelige for eksistensen af de berørte arter elimineres og de får lov til at vokse i det naturlige miljø, hvor de førhen kunne eksistere uden styring.
For at in Situ bevaring skal lykkes skal hele kæden virke. Dvs. evt. udsatte områder skal sættes i balance igen. Der kan feks. være for stor population af rovdyr, for mange invasive arter, mangel på byttedyr, krybskytteri mm.
Den biologiske rigdom af vores planet er stadigvæk fyldt med områder vi ikke kender til. Ved sortering og beskyttelse af nogle få arter i kunstige levesteder skal vi næsten helt sikkert efterlade et stort antal livsformer, som måske også er lige så vigtige for os som de organismer vi i øjeblikket forsøger at bevare og beskytte. Således giver In Situ bevaringsstrategien os en måde at beskytte en lang række organismer samtidigt, kendte eller ukendte for videnskaben. Nogle arter er også mere vellidte end andre og ved at støtte dem i deres oprindelige habitat er der andre mindre populære arter som har gavn af fredningen af deres område.
I et naturligt system lever, formere og udvikler organismer sig. Her kan der opstå nye forhold som tørke, storme, sne, udsving i temperaturer, store regnskyl, brande, osv. Det giver mulighed for at organismerne kan tilpasse sig forholdene i miljøet og udvikle sig til en bedre tilpasset livsform.
Ex Situ
Betyder bogstaveligt talt, " off-site bevaring ”. Det er processen med at beskytte en truet art uden for dets naturlige levested for eksempel ved at fjerne en del af populationen fra det truede habitat og give den en ny placering. Det nye sted kan være et reservat, zoo eller andet.
Primære trusler som tab af levested, invasive arter, sygdomme mm. fører til små isolerede bestande, som derefter igen bliver meget modtagelige for yderligere trusler og eventuel udryddelse. Det er i sådanne tilfælde, at denne form for bevarelses strategi kan hjælpe bestanden til overlevelse.
Strategien bruges normalt som en sidste udvej, når en population er ved at uddø og det anses som værende uundgåelig uden ekstrem indgriben. Sommetider er denne form for bevaring det eneste valg, fordi en art ikke længere eksisterer i naturen.
Avls teknikker
Mange teknikker anvendes i opdræt i fangenskab, ofte artsspecifik. I de fleste tilfælde er disse metoder rettet mod det simple mål at øge det reproduktive output. Eksempler på disse kan være:
Formeringsevnen kan øges ved at tage unge (eller æg) væk fra forældrene.
Håndopmadet unger er normalt mindre foretrukket, fordi det kan være meget tidskrævende og ungen bliver præget.
I nogle tilfælde er par tilbageholdende med at parre. Dette problem kan blive løst ved at tage sæd fra hannen og kunstigt inseminere hunnen. Denne teknik kan også være nyttigt, hvis man ønsker at bestemme præcist hvem der passer sammen med hvem. Et tredje tilfælde, hvor denne metode kan være nyttig, er, når flere zoologiske haver ønsker at samle deres dyr for at øge størrelsen af den samlede genetiske pulje. Denne teknik er nemmere end at skulle flytte dyrene rundt.
Overførsel af embryoner til rugemødre er en anden måde at øge antallet på.
Kloning er også blevet fremmet som en potentiel måde at hjælpe truede arter til at reproducere.
Stamtavler og stambøger er en mere traditionel men effektiv værktøj til at holde styr på relationer.
Begrænsninger
Ex Situ bevarelse er dyrt. For eksempel skønnes det, at det er halvtreds gange dyrere at beskytte elefanter og næsehorn i zoologiske haver end i naturen.
Bevarelses arbejdet kan kun have fokus på få arter ad gangen i fangenskab og det undlader at gøre noget for at beskytte velfungerende økosystemer. Derfor er det virkelig kun nyttig som en absolut sidste udvej, og kan aldrig realistisk være anvendt til mere end en lille del af alle arter på Jorden.
Der er en begrænsning på plads mht. Ex Situ bevarelse. Dette kan give problemer ud over genetik og avl. En negativ tilpasning kan også finde sted og gøre dyrene mere sårbare hvis de skal tilbage til deres naturlige habitat. Den negative tilpasning kan være tilvænning til mennesker, udviskning af overlevelsesevner mm.
Ex Situ bevarelses programmer kræver langsigtet planlægning. For eksempel hvis der ikke er programmer for frigivelse til at bruge de overskydende individer kan der være et etisk spørgsmål om, hvad der skal ske med dem.
Introducering
Der findes forskellige måder at genintroducere arter på.
Reintroducering er hvor arten bliver sat ud i det område den blev hentet fra eller udryddet i. Et eksempel kan være genintroducering af ulven til Yellowstone Nationalpark.
Man kan også forøge antallet af en art ved at tilføre individer fra fangenskab til en vild population.
Hvis et habitat er på en eller anden måde ødelagt eller væk kan man introducere en art til et nyt sted der ligner forholdende fra det gamle.
Faktor for succes
Der er nogle begrænsende faktorer der har indvirkning på om bevarelses projektet bliver en succes. Allerførst skal de trusler der findes for artens udryddelse fjernes.
Det er vigtigt at frigivelsen sker over tid dvs. det kan være nødvendigt at supplere med føde, husly mm. Timing for frigivelse skal ske på et tidspunkt af året hvor betingelserne er gode. Det vil klart være en fordel hvis nogle af de genudsatte individer har erfaring, altså været vildtlevende så de kan give en form for adfærdsmæssig uddannelse.
Jo større antal individer til udsætning jo større er chancen for succes. Det gælder også for løbende tilførsel. Antal af steder og hvor i habitatet for udsætning kan også have effekt på resultatet. Den korrekte genetiske sammensætning sikre at de er mest tilbøjelige til at have de nødvendige tilpasninger til omgivelserne.
Overvågning under og efter udsættelsen er meget vigtig da man her skal danne sig et billede om situationen og afgøre om der evt. skal udsættes flere individer, eller afblæse projektet.
Uddannelse og oplysning er en vigtig del af bevarelses projekter. Både for at rejse penge til projekterne men også for at den lokale befolkning ikke besværliggør processen og i værste fald ødelægge artens chancer for overlevelse.
Nogle arters udryddelse er blevet forhindret, og for et stigende antal arter har der været bevarelses restaureringer eller introduktioner med følge af perioder med Ex Situ styring.
For at få succes skal et Ex Situ program nøje planlægges. Udfordringer ved bevarelses projekter bliver mere komplekse og pressende med tiden og behovet for at videreudvikle videnskabeligt baserede og innovative tilgange til Ex Situ bevaring stiger.
EAZA har på deres hjemmeside en oversigt over TAG´s & Breeding programmes mht. In situ, og UICN Species Survival Comission Guidelines on the USe of Ex situ Management for Species Conservation.
In Situ: http://www.eaza.net/conservation/programmes/
Ex Situ: http://www.eaza.net/assets/Uploads/Position-statements/IUCN-Guidelines-on-the-Use-of-ex-situ-management-for-species.pdf
Skrevet af
Cathrin Damgaard Eskildsen 13-03-2016
Henrik Nymann Carlsen, Odense ZOO
Projekt: Beers4beasts
Henrik er dyrepasser i Danmarks nok smukkeste og grønneste byzoo, nemlig Odense Zoo. Han har til daglig ansvaret for nogle af havens større dyr, nemlig giraffer, sabelantiloper, strudse, zebraer, sitatungaer, aldrabra skildpadder og sidst, men måske mindst af dem alle, springtamariner. Giraf-Henrik, som han er kendt som blandt flere af branchens kollegaer, kører i dag projektet ”beers4beasts”, eller rettere sagt, en slags ”crowdfunding”, til fordel for forskellige projekter. Det hele startede i foråret 2015 hvor Henrik besluttede sig for at samle penge ind til et projekt i GCF, der hed ”Project Twiga”. Han allierede sig med kokken Nikolaj Kirk og de fik tilsammen brygget nogle øl, hvor giraffodder var tilsat. Øllene blev solgt, og overskuddet blev sendt til Afrika. Siden da har han brygget en ”Tapir Øl” med rødbedesaft, samt en ”Tiger Øl”. Flere er på vej! Henrik er alene om projektet, MEN når han skal brygge og flaske øllene, laver han et opslag på hans Facebook gruppe, hvor frivillige tilbyder deres hjælp. Uden den hjælp, ville projektet simpelthen ikke være mulig. Samtidig er "Brygselv.dk" blevet involveret og giver Henrik rabat, hvilket giver et større overskud i sidste ende. For at støtte kan man via Facebook gruppen "beers4beasts" og kontakte Henrik for at købe øllene. (Klik her for at komme til gruppen) Odense ZOO støtter ikke op om projektet. |
|
